[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Hvert år mellem jul og nytår afholder Grønlands Kommando, med base i Kangilinnguit (Grønnedal) en ønskekoncert på lokalradioen ”Radio Grønnedal”. Formålet med ønskekoncerten er at indsamle økonomiske midler, der herefter gives ubeskåret til velgørende formål i Grønland.

De 50.000 kr., som den seneste ønskekoncert indbragte, er netop uddelt til to institutioner: Prinsesse Margrethes Børnehjem og værestedet ”Amarngivat”. Begge institutioner har meddelt, at de vil bruge pengene til en rejse for børnene til Danmark.

De grønlandske børn kan derfor glæde sig til nogle ugers ophold i Danmark, hvor de dels skal opleve den danske natur, og dels kan se frem til forlystelser som TIVOLI, besøg i vandland og Zoologisk Have i København.

Prinsesse Margrethes Børnehjem arrangerer en rejse til Danmark hvert andet år for hjemmets ældste børn. Den positive virkning for børnene ved at være tæt sammen med pædagogerne i så lang tid (ofte 4-5 uger) er noget, der kan mærkes i lang tid. Den fælles oplevelse og "kan du huske" holder i mange måneder, hvis ikke år.

Også for børnene på værestedet ”Amarngivat” bliver rejsen til Danmark noget helt specielt. Børnene, der deltager, ville ellers aldrig få en sådan mulighed for at opleve noget uden for Tasiilaq, da de er børn af resursesvage forældre, både socialt og økonomisk.

Kilde: Grønlands Kommando