[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

En stor del af den taktiske stab ombord, repræsentanter fra skibet og en række inviterede gæster var med til at festligholde dagen.

Efter faldreb til de militære gæster samledes alle på helikopterdækket, hvor der blev budt velkommen af fungerende stabschef for STS, Orlogskaptajn Mads Buhl Jørgensen.

Herefter blev skansevagten skridtet af af viceadmiral William Gortney, USA og han indtog sammen med den nuværende og kommende chef for Task Force 150, henholdsvis flotilleadmiral Per Bigum Christensen, Danmark, og kontreadmiral Rainer Brinkmann, Tyskland, ærespladserne i front.

Alle tre holdt hver sin tale, der satte fokus på begivenhederne og vigtigheden af missionen samt det internationale samarbejde og der var både nikkende tilkendegivelser, smil og endda latter undervejs.

Så blev det tid for den reelle overlevering af kommandoen, der blev visualiseret med en messingkikkert, der blev overrakt af Per Bigum Christensen til Rainer Brinkmann og derefter understreget med et gedigent og hjerteligt håndtryk.

Efter en let frokost på det nye kommandoskib 'Mecklenburg-Vorpommern' blev der afholdt en mindre parade på ABSALON, hvor der samtidig blev uddelt Forsvarets medalje for deltagelse i international indsats til de besætningsmedlemmer og medlemmer af Staben, der gennem de sidste måneder har gjort tjeneste i forbindelse med Task Force 150.