[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

”Jeg er meget stolt over at skulle overtage kommandoen over denne meget vigtige del af Søværnet, men jeg lover, at jeg vil gå til opgaven med ydmyghed.”

Sådan åbnede kommandørkaptajn Carsten Fjord Hansen sin tale, da han foran den samlede Division 21, der hører til 2. Eskadre, i dag fik overrakt ansvaret fra den tidligere divisionschef, kommandørkaptajn René Fuglsig, der samtidig har været chef om bord på korvetten PETER TORDENSKIOLD.

Den nye chef lagde i sin tale vægt på, at den faglige stolthed og professionalisme, han har oplevet om bord på skibene, bliver videreført:

”Det er min forventning og min tro, at I vil bidrage til at føre det gode arbejde videre,” slog Carsten Fjord Hansen fast.

Mest lærerige tid i Søværnet
Forinden havde den afgående divisionschef, kommandørkaptajn René Fuglsig, talt for forsamlingen på den solbeskinnede kaj i Korsør. Han lovede, at han stadig meget tæt vil følge med i, hvad der sker i divisionen, og han betegnede sin egen stilling som den mest lærerige, han har haft i sin tid i Søværnet.

”I har vist mod og fighterånd og været dybt professionelle, så det har været let at være stolt af opgaven. Nu gælder det bare om at overføre det hele til fregatterne og fastholde viljen,” fortalte kommandørkaptajnen og afsluttede med opfodringen:

”Gå ud og gør en forskel!”

Du kan læse mere om 2. Eskadres organisation her.