[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]
Klokken var 09.41 torsdag formiddag, da korvetten PETER TORDENSKIOLD lagde til kaj i Korsør. Fire minutter senere kastede mandskabet fra søsterskibet OLFERT FISCHER også trosserne i land. Det er nu helt sikkert, at det var for allersidste gang. Det havde ligget i kortene i et stykke tid, at de gamle korvetter skulle lægges op, og skibenes besætninger havde indforstået sig med det – men efter at forsvarsforliget er blevet forhandlet endeligt på plads blandt Folketingets partier, er det nu en realitet.
I stedet tager de tre nye fregatter, IVER HUITFELDT, PETER WILLEMOES og NIELS JUEL, over fra henholdsvis 2012, 2013 og 2014.
Mellemtiden skal bruges på at omskole og uddanne besætningerne til de nye skibe.
En mærkelig fornemmelse
Kommandørkaptajn René Fulgsig var chef for PETER TORDENSKIOLD på det, der viste sig at være den gamle korvets sidste togt. Torsdag formiddag på vandet vest for Korsør gjorde han status:
”Det er en mærkelig fornemmelse at være ude at sejle allersidste tur med PETO efter alle de år, hvor korvetterne har været i aktiv tjeneste og løst at hav af opgaver både herhjemme og ude i verden.”
Skibets besætning havde dagen i forvejen været på rundvisning på Lindøværftet for at se nærmere på de nye fregatter, som skal være deres fremtidige arbejdspladser.
”Jeg tror, vi lige bruger dagen i dag til at tænke over, at vi skal have sagt farvel til skibene på en ordentlig måde. Men så har vi jo også samtidig de nye udfordringer i baghovedet. Det er altså en blanding af at skulle sige farvel og at skulle kigge fremad,” forklarede kommandørkaptajn René Fulgsig fra sin plads på skibets bro, hvorfra han kunne spejde ud mod Storebæltsbroen.
Klar til nye udfordringer
De nye udfordringer drejer sig for korvetbesætningerne om, at de skal omskoles og uddannes til at sejle fregatterne, når de er klar til at blive søsat fra deres plads i Dok 1 på Lindøværftet.
”Stemningen blandt besætningen har været meget op og ned. Vi har været nede at vende og tænke over, at nu er det slut. På den anden side betød besøget på Lindøværftet rigtigt meget. Der så vi de nye fregatter, og der vendte stemningen totalt, og alle er nu meget opsatte og målrettede mod at møde de nye udfordringer. Det er altså meget med blandede følelser, at vi nu skal sige farvel til korvetterne,” fortalte René Fulgsig.
Han lagde samtidig stor vægt på, at mandskabet har været glad for at sejle med korvetterne, og at det har været spændende:
”Men jeg er helt sikker på, at de udfordringer, der kommer med de nye skibe, bliver mindst lige så spændende og udfordrende i fremtiden. Derfor siger vi farvel til det gamle og åbner samtidig øjnene for det nye med stor entusiasme.”
NIELS JUEL-klassens tre enheder, NIELS JUEL, OLFERT FISCHER og PETER TORDENSKIOLD, blev bygget på Ålborg Skibsværft A/S og søsat i perioden 1978-1980.
Korvetterne blev opdateret ved en større renovering i perioden 1998-2000.
Det deltog korvetterne blandt andet i
- OLFERT FISCHER var fra 1990 til 1991 i Den Persiske Golf, hvor den med skiftende korvetbesætninger deltog i FN-blokaden mod Irak under Den 1. Golfkrig.
- NATO-operationen SHARP GUARD under Balkan-krigen varede fra 1993 frem til 1996, og Søværnets tre korvetter deltog på skift i syv togter i alt af ca. tre måneders varighed.