[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

På torsdag bliver Forbundsmesterskaberne i Cross Country afholdt i Frederikshavn med SIF Frederikshavn som arrangør. Da der ikke var så mange penge på budgettet til at få de overnattende gæster indlogeret, måtte idrætsforeningen tænke ud af boksen. Når deltagerne fra både Hæren, Søværnet, Flyvevåbenet og Marinehjemmeværnet i morgen checker ind, bliver det derfor på DANBJØRN og ISBJØRN.

”Vi skal selv betale for indkvarteringen, og det kan godt blive dyrt. De to isbrydere ligger alligevel derude, der er masser af lukafer, og skibene bliver derfor omdannet til hotelskibe. Så sparer vi en masse penge,” siger formand for SIF Frederikshavn, Ole Peter Larsen. Han fortæller, at det er omkring 60 ud af de 186 tilmeldte, som skal overnatte. De bliver fordelt mellem de to skibe og skal selv sørge for at have køjetøj med. Derudover kan gæsterne benytte badefaciliteterne på kajen, så der også bliver sparet på rengøringen af skibene.

 

Maritimt islæt

Cross Country er et terrænløb, hvor deltagerne fra de forskellige idrætsforeninger kan vælge mellem at løbe 10 eller fem kilometer. Derudover er der også en stafet på 2,5 kilometer, og løberne kan også vælge at tage flere af løbene.

Da det første løb allerede bliver skudt i gang klokken 10.20, er der mange fra København og resten af landet, der godt vil overnatte i Nordjylland. Isbryderne blev ikke kun valgt som overnatning på grund af den økonomiske fordel. Ole Peter Larsen vil også godt give dem fra Hæren, Flyvevåbenet og Marinehjemmeværnet en oplevelse.

”De får lige lidt maritimt islæt, og det er de vældig glade for, ” siger han.