[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Omkring kl. 19 i går aftes modtog Søværnets Operative Kommando en meddelelse om, at et skib på ca. 40 fod var brudt i brand i Gamborg fjord ved Middelfart.

Den 63-årige kvinde, der sejlede skibet, reddede sig selv i land ved at sejle skibet tæt ind på kysten. 

Med henblik på at konstatere om der eventuelt skulle være sket en forurening i området, besluttede Søværnets Operative Kommando at sende SPEDITØREN mod Gamborg fjord. SPEDITØREN kunne dog ikke umiddelbart konstatere noget olie på havoverfladen, og Middelfart brandvæsen havde på det tidspunkt fået kontrol med branden ombord på skibet.

SPEDITØREN er Marinehjemmeværnets nyeste fartøj. Skibet er af 900-klassen og blev navngivet ved en mindre højtidelighed i Fredericia d. 18. januar 2009.