[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Jan Leisborch vil være fungerende stabschef i SOK, inden han officielt overtager posten den 1. juli, hvor han samtidig udnævnes til flotilleadmiral.

Den nye stabschef i SOK er 54 år og har siden 2006 været chef for Operations- og Logistikdivisionen i Søværnets Operative Kommando. Tidligere har Jan Leisborch beklædt en række chefposter blandt andet i Forsvarsstaben og Søværnets Materielkommando, ligesom han i en kort periode var chef for den daværende 3. eskadre og fra 2002-2005 chef for Færøernes Kommando. I sejlende tjeneste har Jan Leisborch blandt andet været chef for inspektionsskibet VÆDDEREN i 2002 og næstkommanderende på korvetten OLFERT FISCHER fra 1994-1996.

Jan Leisborch blev linjeofficer i 1984. Inden da var han reserveofficer og er oprindeligt uddannet navigatør. Jan Leisborch modtog i dag Kommandørkorset og har tidligere modtaget Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen samt Hæderstegnet for god tjeneste ved søetaten, 25 år.

Den afgående stabschef, Henrik Andersen, rejser pr. 1. juli til Belgien, hvor han skal være national militær repræsentant for Danmark ved SHAPE, der er hovedkvarter for alle NATOs operationer.