[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Hvor meget fravær koster det, hvis en medarbejders barn bliver kørt ned? Hvad gør man, hvis én på arbejdspladsen har svært ved at blive integreret? Og skal man som chef ringe hjem til en medarbejder med influenza hver dag, for at høre, hvordan det går? Spørgsmål som disse kan være svære at tackle alene som chef. OPLOG Frederikshavn er derfor gået med i et netværk af offentlige og private virksomheder i Frederikshavn. Formålet er at sammenligne virksomhedernes sygefraværspolitik og udveksle erfaringer om, hvad virksomhederne hver især gør for at medarbejderne trives og har det godt på arbejdspladsen.

”Det er et virkelig givende netværk,” siger Charlotte Hermansen, der er leder af administrationssektionen på OPLOG Frederikshavn. Hun fortæller, at sygefraværet på OPLOG’en godt nok ikke er faldet markant endnu, men at erfaringer fra andre virksomheder har givet inspiration til de mange vinkler, der er på sygefravær.

Konference i 2010
OPLOG Frederikshavn har været med i netværket fra det første møde i starten af oktober sidste år. Virksomhederne mødes cirka en gang om måneden. Fra OPLOG Frederikshavn deltager Charlotte Hermansen foruden den daglige sikkerhedsleder, formanden for kontaktudvalget og tillidsrepræsentanten for metal.

Hver gang har gruppen et nyt tema på dagsordenen - for eksempel ’delvis raskmelding,’ ’fra brokkultur til ressourcekultur,’ integration eller erhvervspsykologi. En gæst kommer udefra og fortæller om emnet, og efter oplæget går snakket på tværs af virksomhederne om erfaringer med forskellige problemer.

”Det er rigtig godt, for du får pludselig nogle helt andre vinkler på sagen fra en person, som ikke er en del af din egen virksomhedskultur,” siger Charlotte Hermansen. Indtil videre foresætter OPLOG Frederikshavn i netværket indtil næste år. Her er det planen at netværket holder en konference for andre virksomheder i Frederikshavn, hvor deltagerne i netværket fortæller om deres gode erfaringer.