[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Søværnets Operative Kommando er blevet en del af et nyt IMO-system, der giver mulighed for at følge danske handelsskibe i hele verden og samtidig udenlandske skibe i dansk farvand.
Systemet er webbaseret, og kystbevogtninger over hele verden har adgang til de nye muligheder.

Hvad er LRIT?
LRIT står for Long Range Identification and Tracking og er et system, der har til formål at følge og overvåge skibsfarten overalt i verden. LRIT er vedtaget i FN’s søfartsorganisation IMO og indskrevet som en del af International Convention on Safety of Life at Sea (SOLAS). LRIT er således obligatoriske for følgende skibstyper engageret i international fart:

- Alle handelsskibe over 300 BT (Bruttoregisterton)
- Alle passagerskibe
- Mobile offshore-boreskibe

LRIT virker ved, at skibenes satellitkommunikationsudstyr automatisk hver fjerde time udsender en LRIT-meddelelse, der indeholder skibets identifikation og position.

LRIT’s betydning?
Med LRIT har Søværnets Operative Kommando, SOK, fået mulighed for at følge alle danske handelsskibe, uanset hvor i verden de befinder sig. Endvidere giver LRIT mulighed for, at SOK vil kunne identificere og følge udenlandske handelsskibe, der er på vej til eller befinder sig i nærheden af Danmark. LRIT har særlig betydning for Grønland, der med LRIT nu har fået et værktøj, der gør dem i stand til at se, hvilken skibstrafik der befinder sig på det åbne hav omkring Grønland. Dette har blandt andet stor betydning i tilfælde af søredningsoperationer.

Hvorfor LRIT?
Ideen omkring LRIT er oprindelig opstået som et led i beskyttelsen mod terror. Forgangsnation har været USA, der som en del af Homeland Security ønskede at være i stand til at følge skibstrafikken på vej mod USA’s kyster. I udviklingen af LRIT er det blevet åbenlyst, at anvendelsesmulighederne er andet og mere end terrorbeskyttelse. LRIT vil således også i vid udstrækning blive anvendt i forbindelse med sørednings- og eftersøgningsoperationer, som et led i havmiljøbeskyttelse, samt medvirke til at sikre skibsfarten mod piratoverfald. Desuden bidrager LRIT til det samlede overvågningsbillede, da ingen systemer hidtil har kunnet overvåge de åbne oceaner.

LRIT Datacenter
De store mængder LRIT-informationer håndteres af en række datacentre. For EU-landenes vedkommende, samt for Norge og Island, har EU’s søfartsorganisation European Maritime Safety Agency, EMSA i Lissabon oprettet et fælles EU LRIT-datacenter. Dette datacenter indsamler og distribuerer LRIT-informationer på vegne af medlemsstaterne.

Hvis du vil vide mere om EU LRIT Datacenter og om, hvordan LRIT fungerer, kan du læse vores brochure, som du finder her. Klik på billedet:


Såfremt der ønskes yderligere informationer vedrørende LRIT, er man velkommen til at rette henvendelse til SOK’s Overvågnings- og Beredskabsafdeling.