[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Tal fra Søværnets Operative Kommandos database for søredningsoperationer viser, at de tre sommermåneder, juni, juli og august, i 2008 alene stod for 149 af årets i alt 308 søredningsaktioner. Altså næsten halvdelen.

Til sammenligning tegnede vintermånederne december, januar og februar sig kun for 38. Samme tendens viser sig, hvis man ser på de foreløbige tal fra 2009.

Sæson for søredninger
”De typiske sommerulykker, der trækker voldsomt op i statistikken, er primært badeulykker, hvor folk driver til havs på luftmadrasser, badedyr eller i små både, og ulykker, hvor lystsejlere falder over bord og desværre ikke altid er iført redningsvest.”

Det fortæller kaptajnløjtnant Søren Post Pedersen fra Søværnets Operative Kommando. Han er sagsbehandler i Overvågnings- og Beredskabsafdelingen, der har med Search and Rescue (SAR) at gøre. Han pointerer, at netop om sommeren færdes mange flere mennesker ved vandet, og derfor er det ikke i sig selv nogen overraskelse, at også flere folk kommer ud for farlige situationer, hvor de behøver hjælp.



Grafen viser antallet af søredninger i 2007 og 2008 fordelt på årets 12 måneder. Det er tydeligt at se, at der sker et stort boom i sommermånederne.


Syv gange så mange omkomne
Det er ikke kun på antallet af søredninger, at sommeren tydeligt kan spores i statistikkerne. Antallet af mennesker, der hvert år omkommer som følge af ulykker til søs, ryger også i luften i takt med temperaturen og det gode vejr.

I de tre vintermåneder sidste år omkom to mennesker, mens der i årets tre varmeste måneder var 14 personer, der ikke overlevede ulykkerne til søs. Tendensen følger nogenlunde antallet af søredninger – og nok også antallet af badegæster og lystsejlere – men det giver et billede af, at Søværnets SAR-afdeling har særdeles travlt, når de fleste af danskerne holder ferie.

Fast beredskab året rundt
På trods af at antallet af søredninger og ulykker til søs falder voldsomt i de kolde måneder, opretholder Søværnet og deres samarbejdspartnere i redningsaktioner (Flyvevåbnet, Kystredningstjenesten, Farvandsvæsenet, Marinehjemmeværnet og Fiskeridirektoratet) de faste redningsmidler året rundt.

Søren Post Pedersen mener dog, at beredskabet overordnet set er bedre om sommeren, hvor man kan gøre brug af flere ekstra ressourcer:

”De mange ekstra sejlere, både lystsejlere, folk fra sejlklubber og folk fra bådelaug, som færdes på havet i de varme perioder, betyder netop, at der er mange flere til at assistere, når nødsituationer med behov for hjælp opstår,” forklarer kaptajnløjtnanten og fortsætter:

”Det er en rigtigt godt supplement til de faste ressourcer, at frivillige kræfter stiller sig til rådighed.”

En særlig vigtig ting for, at sejlere kan assistere hinanden på havet er, at de lytter med på maritim VHF-radio, kanal 16, så de kan høre opkald fra både Lyngby Radio og andre sejlere.