[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Et tankskib havde tidligere på ugen i Køge Bugt lukket 300 tons olie ud, og det forårsagede et større oprydningsarbejde for Søværnets enheder og en række enheder på land.

Heldigvis var olieudledningen bare en øvelse, hvor samarbejdet mellem Søværnet og enhederne på land skulle afprøves.

Både miljøskibene GUNNAR SEIDENFADEN og METTE MILJØ, patruljefartøjet GRIBBEN samt to marinehjemmeværnsfartøjer deltog i øvelsen. På land deltog Vestegnens politi, Hvidovre og Brøndby kommuner, Skov- og naturstyrelsen, Bornholms Marinedistrikt m.fl.

”Vi fik ryddet op og afhørt oliesynderen, og vi fik udskrevet en bøde”, forklarer Orlogskaptajn Carsten Aagaard Rasmussen, som stod for den store øvelse.

Han er meget tilfreds med øvelsens gang og fremhæver, at samarbejdet enhederne i mellem fungerede fint.

”Jeg er meget tilfreds med øvelsens udfald, vi fik prøvet det af, som vi havde planlagt, og det gik godt”, siger han.