”Vi har ikke råd til at lave fejl”

Tekst og foto: Astrid Bigum Kristensen, journalistpraktikant

Ude i bølgerne stikker toppen af et hoved og en hånd op. Den 25-årige minedykker fra MAKRELEN, Rune Arup, giver signal til gummibåden.

Kort efter er han væk. Kun en bøje afslører, hvor han gik ned. Men i den kraftige strøm i vandet forsvinder bøjen også. Kort efter kommer han op til overfladen og bliver hjulpet op i gummibåden af sin makker.

”Der er meget strøm, og jeg kunne ikke se noget som helst”, lyder meldingen fra Rune Arup.

Han har været MCM-dykker siden 2004. Han er uddannet som elektronikfagtekniker, og til dagligt varetager han opgaver i MAKRELENs maskinrum. Men det er dykningen, han brænder for.

”Det er fedt at være dykker. Man har adrenalin i kroppen, men på den gode måde. Det giver mange super spændende oplevelser”, siger Rune Arup.

Respekt for minerne
Som dykker skal Rune Arup kunne lokalisere miner på bunden af havet og placere en sprængsæk ved siden af, så minen kan bortsprænges.

Jobbet er ikke ufarligt. Derfor bruger minerydningsfartøjerne ofte en fjernstyret mini-ubåd i stedet for dykkere. Men selvom det kan være farligt at være dykker, er Rune Arup ikke bange:

”Det er en spændingsfyldt hverdag. Vi ikke råd til at lave fejl, for i værste tilfælde sprænger minen. Jeg har respekt for minerne, men hvis jeg var bange, var det ikke det rigtige job for mig”.

Foruden at rydde miner kan dykkerne også inspicere skrog og skruer og tage prøver af havbunden. De er også uddannet til at søge efter personer eller genstande, for eksempel våben, på havbunden.  

Stole på makkeren
Rune Arup havde ikke selv overvejet at blive dykker, men da han blev tilbudt uddannelsen i 2004, slog han straks til.

” Jeg synes, det lød spændende. Jeg havde prøvet at dykke en enkelt gang under en ferie i Kroatien, men tanken om at uddanne mig til dykker havde slet ikke strejfet mig. Men det er det fedeste job. Det kan absolut anbefales!”, siger han med eftertryk.

I gummibåden er næste dykker klar. Rune Arup hjælper ham i udstyret, og tjekker at alt er i orden.

”Vi dykker som regel kun en ad gangen, men vi er altid flere af sted. Der er altid en hjælper, som sørger for at dit udstyr er i orden”, forklarer Rune Arup.

Han er ekstra opmærksom på den anden dykkers udstyr, for han husker tilbage på en ubehagelig oplevelse, hvor hans dykkermakker kom op til overfladen uden sit iltudstyr:

”Jeg vidste med det samme, at den var helt gal. Jeg stod oppe i gummibåden og tog imod ham. Udstyret havde været utæt, så han havde fået kalk i munden. Jeg fik ham op og skyllede ham, og han kom på hospitalet. Heldigvis kan han i dag dykke uden mén. Oplevelsen har gjort, at jeg altid kontrollerer min makkers udstyr en ekstra gang. Selvom vi har dykket meget, må det aldrig blive rutine. Man skal have hovedet med sig”.

Mange udfordringer
Rune Arup har dog haft flest gode oplevelser som dykker.

”Når man står på bunden og sigtbarheden er lig nul, er det ikke altid lige sjovt. Det kan godt være klaustrofobisk. Men vi får også mange fede oplevelser. En af de største oplevelser var, da vi trænede i Østersøen, hvor vi dykkede omkring et gammelt skibsvrag. Det var en flot dykning med god sigtbarhed. Og så er det en fed fornemmelse at være vægtløs i vandet”, siger han.

Læs hele artiklen i bladet Søværnet.