[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

ABSALON og SNMG1 har forladt de danske farvande og er nu på vej mod Middelhavet for at deltage i NATO’s antiterroroperation Operation Active Endeavour.

Operation Active Endeavour har eksisteret siden 2001 som følge af angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Opgaven handler generelt om en øget overvågning af skibstrafikken i Middelhavet med henblik på at undgå smugling af våben og anden kriminalitet, der har forbindelse til terror. I forbindelse med opgaven kan krigsskibene gennemføre boarding af handelsskibene for kontrol af skibsdokumenter, last og besætning.

Ny besætning
ABSALON har benyttet opholdet i sidste uge i København til at skifte besætning, så der nu er et friskt hold om bord under ledelse af Kommandør Steen Engelbrecht Pedersen, som udtaler:

”Den første besætning om bord på ABSALON havde af naturlige årsager meget fokus på antipiraterioperationen ved Afrikas Horn. Min besætning vil være mere fokuseret på antiterroroperationen og den smugling og illegale aktivitet, der kan forekomme i Middelhavet.  Det er dog kendetegnende for vores respektive besætninger, at de igennem målrettet og fokuseret træning kan løfte en bred vifte af opgaver”.

ABSALON og den nuværende besætning kommer hjem til Danmark i midten af juli, hvor skib og besætning afløses af søsterskibet ESBERN SNARE.