[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

På Flådestation Frederikshavn sidder kaptajnløjtnant Soenke Nielsen fra den tyske flåde med sin helikopterbesætning og venter. Solen skinner fra en skyfri himmel, men i stedet for at flyve, må han fordrive tiden med at følge med i nyt om den askesky, der siden i går har lukket al flytrafik over det meste af Nordeuropa. På grund af askeskyen foretages der kun akutte militære flyvninger i dansk luftrum.

”Vejret ser jo fantastisk ud, så det er frustrerende for os, at vi ikke kan flyve. Vi har mange forsyninger, som skal ud, så vi får travlt, når vi må flyve igen. Men indtil da kan vi kun vente,” siger kaptajnløjtnant Soenke Nielsen.

Besætningen på den store Seaking-helikopter skulle egentlig flyve personer og vigtige reservedele ud til de mange krigsskibe, som i denne og den kommende uge deltager i NATO-øvelsen Brilliant Mariner i dansk farvand. Nu må også skibene vente på, at skyen fra Island driver over.