[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Med Søværnets Tamburkorps i teten passerede paraden såvel Amalienborg slot som statuen af Niels Juel, inden den nåede Holmens kirke, hvor den blev modtaget af blandt andre Holmens orlogsprovst Ejgil Bank Olesen, flådens orlogspræster, inviterede gæster og repræsentanter fra Marineforening, menighed og andre værn.

Præcis 10.30 ankom Kronprinsparret og de blev modtaget af orlogsprovsten, forsvarschefen general Knud Bartels, chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang og admiral Tim Sloth-Jørgensen.

 
Holmens kirke var herefter rammen om en meget smuk og maritimt inspireret festgudstjeneste, hvor kirkens kor og organister medvirkede. Organist og cantor Jakob Lorentzen havde til den særlige lejlighed komponeret et særligt musikalsk indslag, inspireret af ’Havets sang’ af Willemoes.

Admiral Tim Sloth-Jørgensen holdt en kort tale og senere fulgte Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Ud over søfolk fra de danske skibe, var der også deltagere fra Norge, Sverige, Polen, Rusland, Frankrig, England, Estland, Litauen, Finland, Belgien og Holland.

Efter festgudstjenesten blev de mange tilskuere udenfor kirken belønnet med et stort smil fra Kronprinsen og en vinkende Kronprinsesse.

Se billeder fra marchen og gudstjenesten her