[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

45 liter popcorn, som skulle gøre det ud for 800 tons olie, blev i går hældt ud i Århus Bugt og efterfølgende samlet op ved hjælp af flydespærringer. Det foregik under en større samarbejdsøvelse mellem søværnets miljøskibe GUNNAR SEIDENFADEN, GUNNAR THORSON, MARIE MILJØ og METTE MILJØ. Hvis der en dag skulle ske et større olieudslip, er det vigtigt for skibenes besætninger at have styr på samarbejdet, så effektiviteten er i top.

To havmiljøvogtere fulgte med i arbejdet fra miljøskibet GUNNAR SEIDENFADEN. De havde vundet turen i en lodtrækning på bådmessen Både i Bella blandt de godt 11.000 havmiljøvogtere, der indtil nu har tilmeldt sig SOKs STOP OLIEN-kampagne. Mette Andersen fra Vanløse var den ene af de deltagende havmiljøvogtere, og hun var begejstret for at være med på turen.

”Det er en enestående mulighed for at finde ud af, hvad man som havmiljøvogter bidrager til. Der ligger et rigtigt stort stykke arbejde bag det her, og det, synes jeg, var rigtigt spændende at se,” siger Mette Andersen.

Alene i år har 2000 nye havmiljøvogtere meldt sig under STOP OLIEN-kampagnens rød-hvide vimpel.

Læs mere om STOP OLIEN-kampagnen

Læs mere om SOKs havmiljøberedskab.