[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Anledningen er flådens 500 års jubilæum i 2010, og temaet for 1-dags turen er flådens og Københavns historie ikke mindst under 2. verdenskrig. Guide på turen er kommandør Poul Grooss, formand for Marinehistorisk Selskab / Orlogsmuseets Venner og ansat på Forsvarsakademiet som underviser i militærhistorie.

På en sejltur rundt i havnen fortælles om tyskernes ankomst d. 9. april, om de tyske skibe, som befandt sig i havnen ved krigens afslutning, om forterne ved indsejlingen, Holmen med dokøen, hvor Operaen ligger, Holmens Kirke, Søkvæsthuset med Orlogsmuseet og B&W, der blev bombet og saboteret samt om flådebasen ved Tøjhuset, Kongens Bryghus og værftet på Bremerholm.

Efter sejlturen rundt i havnen går turen videre med bus, især på Holmen. Til redanerne, hvor nogle af henrettelserne fandt sted efter besættelsen, til Margretheholm, hvor Luftmarinestationen lå, og hvor Göring landede i 1920'erne. Der bliver fortalt om 29. august 1943, hvor flåden sænkede sig selv for ikke at falde i tyskernes hænder. Undervejs besøges Orlogsmuseet. Sidste stop på turen er Batteriet Sixtus.

Læs mere om turen