[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Det er endnu ikke sikkert, at danskerne går en isvinter i møde, men Søværnet har, for at være på den sikre side, valgt at ændre beredskabet for isbryderne, så besætningerne nu skal være klar til at tage af sted på 48 timers varsel.

”Det er fordi, at der er en reel risiko for, at vi får ismængder i et sådan omfang, så vi skal have isbryderne ud at sejle. Indtil videre har ISBJØRN og THORBJØRN været på fem dages varsel, og ændringen til 48 timer sker for ikke at blive taget på sengen,” siger leder af Istjenesten, orlogskaptajn Kim Møller Petersen. Han fortæller, at det pt. ikke ser ud til, at isbryderne kommer i aktion de næste par dage, men hvis det kolde vejr forsætter, kan der måske blive brug for dem i slutningen af næste uge.

De gule isbrydere på Flådestation Frederikshavn har ikke været i brug i danske farvande siden 1996, hvor Danmark sidst havde isvinter.