[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

De to isbrydere DANBJØRN og ISBJØRN, der ikke har været i aktion i dansk farvand siden 1996, skal hver på en dags sejlads for at afprøve, at maskinen og skibets isbryderudstyr fortsat virker. Samtidig er prøvesejladsen en mulighed for besætningen for at øve sig i at betjene udstyret.

Orlogskaptajn Jan Bøcker Johansen, der er chef på DANBJØRN, forklarer:

”Isbryderne bliver vedligeholdt i nødvendigt omfang, når de ikke er i brug. Men det er med isbrydere som med biler. De skal startes en gang imellem, for at man kan være sikker på at maskineriet fortsat virker”.

ISBJØRN sejler en seks timers prøvesejlads den 21. december, mens det bliver DANBJØRNs tur den 22. december.

De to isbrydere vil være på varsel fra starten af januar.