[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Juleaftensdag var indledningsvis en helt almindelig patruljedag for ESBERN SNARE, og betød bl.a. at den ombordværende LYNX helikopter fløj to overvågningsmissioner. Efter helikopterens sidste mission var der dog mulighed for, at juleriet kunne begynde sidst på eftermiddagen.

Dagens juleaktiviteter bestod bl.a. af julegudstjeneste, dansen om ”julehelikopteren”, uddeling af julegaver, julemiddag samt pakkespil, hvor gaver indkøbt af Holmens Kirke blev uddelt.


Julegudstjeneste på ESBERN SNAREs helikopterdæk.

ESBERN SNAREs forplejningssektion havde sørget for julemiddagen, som bestod af and og ris a la mande. Marinespecialist Finn, fra Teknikdivisionen, var julemand for en aften og uddelte bl.a. forsvarsministerens julegave til udsendt personel.

ESBERN SNARE forsætter patruljeringen de næste 14 dage, hvilket bl.a. betyder, at nytårsaften også bliver fejret i Adenbugten.


Julemanden og teknikdivisionen på ESBERN SNARE synger julesang for besætningen.


Dansen rundt om ”julehelikopteren” på ESBERN SNAREs helikopterdæk.

Her i forbindelse med julefestlighederne kan jeg konstatere, at besætningen, efter en kort men til gengæld hektisk klargøringsperiode i Danmark, er godt rustet til at løse de forskellige opgaver, der følger af vores mission, ”at hindre pirater i at kapre civile skibe”, udtaler Kommandør Kristian Haumann, chef for ESBERN SNARE.