[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

KNUD RASMUSSEN satte tirsdag d. 3. august ny bredderekord. Kl. 11:24 lokal tid nåede skibet positionen 8202.2N-06202.0W, hvilket er det nordligste punkt et dansk flådefartøj nogensinde har befundet sig ud for Grønlands vestkyst.

Hermed lykkedes det KNUD RASMUSSEN og dens besætning af slå TRITON´s rekord fra 2003.
Rekorden blev sat, da skibet gik op igennem Robeson-kanalen mellem Grønland og Canada.
I første forsøg blev skibet stoppet af isen blot fire sømil fra rekorden, og en skuffet besætning var tæt på at opgive efter forgæves at have ledt efter åbne passager i isen.

En hård sydlig kuling kombineret med en nordgående strøm drev dog isen i den rigtige retning, og KNUD RASMUSSEN lagde sig lige i iskanten og fulgte isens bevægelse nordover.

Farvandet højt mod nord mellem Canada og Grønland regnes for noget af det mest krævende og udfordrende grundet isen, strømmen og risikoen for at blive spærret inde. Begejstringen ombord var derfor stor, da rekorden var i hus.

”Jeg tror, at alle Grønlandssejlere føler noget mytisk omkring bredderekorderne, så stoltheden over at rekorden nu tilhører KNUD RASMUSSEN er meget stor. Den første til at sende os en lykønskning var i øvrigt Chefen for Færøernes Kommando, kommandør Per Starklint, som var chef på TRITON, da de slog rekorden i 2003. Det vidner om, hvor meget disse rekorder betyder for folk, der har forrettet tjeneste i Nordatlanten", fortæller chef på KNUD RASMUSSEN, kaptajnløjtnant Kent Hansen.