[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

”Søflyver” kaldes piloterne i Søværnets Helikoptertjeneste. Titlen dækker over, at piloten ikke kun er uddannet til at lette med LYNX-helikopteren fra søværnets helikopterbærende skibe. Piloten er forinden uddannet søofficer. I sidste uge blev kaptajnløjtnant Jesper N.S. Jensen, med pilotnavnet NEU, den sidste søofficer, der fik titlen søflyver i Søværnets Helikoptertjeneste.

Bliver til Eskadrille 723
Om bord på inspektionsskibet VÆDDEREN, der lige nu sejler ved Grønland, bestod NEU den afsluttende prøve som operativ helikoptergruppeleder. Yderligere tre søofficerer er under uddannelse til LYNX-helikopterpiloter. De tre afslutter dog først deres uddannelse, efter at Søværnets Helikoptertjeneste ved årsskiftet kommer til at høre til i flyvevåbnet og skifter navn til Eskadrille 723.