[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Flere gange måtte redningshelikoptere på vingerne, da tordenvejret drev ind over store dele af Danmark og skabte problemer for folk på vandet. Eksempelvis som tirsdag aften omkring kl. 21, hvor en sejlbåd ud for Greve fik vanskeligheder, da voldsomme vindstød kæntrede båden og rev påhængsmotoren af.

Forsvarets fælles redningskoordinationcenter  JRCC  tog alarmen og vha. helikopter og redningsbåd blev de fire sejlere samlet sikkert op.

Også i det sønderjyske måtte redningshelikopteren på vingerne, da der blev slået alarm om en vandscooter, der drev rundt i  Skærbæk havn. 

-Det er en typisk ferierelateret redningsmission, selvom det ikke så tit er vandscootere vi tager ud efter  - men især kano, kajakker eller luftmadrasser, der driver rundt, fortæller fartøjschef på redningshelikopteren Bent Ole Nygaard med pilotnavnet NYR, der var i Skærbæk havn for at lede efter scooteren, der heldigvis var uden ejermand.

I år er antallet af redninsmissioner som også tidligere år steget i sommermånederne – både når folk søger mod vandet og nyder vejret og som under mandagens uvejr.

- Når folk oplever noget unormalt i Danmark er de meget hurtige til at reagere på det, så derfor får vi mange henvendelser fra borgere, og vi betragter dem alle som alvorlige, siger presseofficer ved Søværnet Operative Kommando, Kenneth Schmidt Nielsen.

Indtil videre er der dog færre missioner i juni og juli end normalt om sommeren:
- Det ville være dejligt at sige, at faldet er sket, fordi folk har fulgt de anbefalede baderåd og generelt været mere forsigtige end de tidligere år, men det er endnu for tidligt at spå om, slår presseofficeren fast.

Til de kommende dage med varme og torden er her igen rådene, når danskerne skal til vandet:

Rådet for større badesikkerhed har følgende baderåd:
1. Bad aldrig alene
2. Bad kun hvor det er tilladt
3. Gå kun ud til navlen
4. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
5. Svøm langs med kysten
6. Bad aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet
7. Gå op, når du begynder at fryse

Pas på hestehullerne!
Et hestehul er et hul eller en rende i en revle, hvor vandet med stærk strøm løber tilbage i havet.
Går man ude på en revle, kan hestehullet for det meste være der, hvor vandet virker helt roligt og mest tillokkende. Hvis du falder i et hestehul og bliver taget af strømmen, må du ikke kæmpe imod.
Du skal lade dig føre med strømmen, indtil den igen aftager i styrke. Svøm derefter ind imod det urolige vand, hvor du finder bunden igen.