[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Den 17. maj 2010 har undervisningsminister Tina Nedergaard tildelt Undervisningsmiljøprisen til Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn. Prisen er tildelt for en særlig indsats for at skabe og opretholde et godt undervisningsmiljø.

For at få prisen skal skolen have gjort en særlig indsats for eleverne inden for det fysiske, psykiske og det æstetiske undervisningsmiljø. Desuden skal der i samarbejde med eleverne være udarbejdet en komplet undervisningsmiljøvurdering, som er synlig på skolens hjemmeside og på undervisningsministeriets portal www.um-kort.dk

Fusionsprojekt
Søværnets Sergent og Grundskole har strategisk brugt arbejdet med undervisningsmiljøvurdering i forbindelse med etableringen af den nye skole, der er en fusion af den tidligere Søværnets Grundskole og Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole. Visionen om at vinde prisen i 2010 blev formuleret allerede i 2006 som et konkret pejlemærke, der kunne sikre fokus på alle sider af undervisningsmiljøet samt fusionsprocessen. Derudover er indsatsen blevet målt, bedømt og indstillet af eleverne, vurderet og anbefalet af Dansk Center for Undervisningsmiljø, og endelig anerkendt af Undervisningsministeriet.

Markering af UMV arbejdet.
Tildelingen af prisen markeres på Søværnets Sergent- og Grundskole den 21. maj  i forlængelse af skolens udnævnelseshøjtidelighed for elevhold 2010-1.

Undervisningsmiljøprisen består af 25.000 kr., et diplom samt æren!