[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Se billedet i stor størrelse her

Danske orlogsskibe under Grønlands Kommando er inviteret til øvelsen i bestræbelserne på at opnå et intensiveret samarbejde mellem Canada, Grønland og Danmark i Arktis.

VÆDDEREN sejler i gruppe med to større flådefartøjer, nemlig den canadiske fregat MONTREAL samt den amerikanske destroyer PORTER.


VÆDDERENs Lynx helikopter ombord
på HMCS MONTREAL under øvelsen.
 
Øvelserne mellem skibene har i første omgang fokus på overhovedet at operere i Arktis, hvilket ikke er det normale operationsområde for MONTREAL og PORTER.

Her vil VÆDDEREN bidrage med sine erfaringer bl.a. omkring sejlads i is. Dernæst er søredning en vigtig del af øvelsen i lyset af den stigende internationale trafik med f.eks. krydstogtskibe i Arktis. De tre skibe vil operere i Davidstrædet, Baffinbugten samt Lancaster Sound i perioden.

VÆDDEREN, MONTREAL og PORTER besøger Nuuk over weekenden 13. – 16. august.

Inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN deltager i sidste halvdel af øvelsen.