[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Under normale omstændigheder ville Søværnets værnepligtige allerede have gennemgået de nødvendige gummibådsøvelser i Frederikshavn, så de kunne få speedbådscertifikat, men det blev denne vinter forhindret af store mængder is i havnebassinet.

Sjovt nok er det også dårlige vejrforhold, der nu har givet de værnepligtige mulighed for at indhente hængepartiet. Kraftig blæst og høj sø på Grønlands vestkyst har inden påske holdt inspektionsskibet TRITON inde i fjorden ud for Narsarsuaq. Her har skibets 15 værnepligtige haft rig mulighed for at gennemgå teori og praksis under ledelse af skibets gummibådsførere.

For de værnepligtige har det været en oplevelse ud over det sædvanlige. ”Heroppe sejler vi rundt i større både og skal undgå isbjerge og store klumper is, så det er mere spændende og udfordrende end at skulle sejle i en havn,” siger værnepligtig Mathias Lundsgaard Kristensen.