[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Mesterskaberne afvikles i et samarbejde mellem Forsvarets Center for idræt, Søværnets Sergent- og Grundskole og Søværnets Operative Logistiske Støttecenter Frederikshavn.

Søndag eftermiddag var der åbningsceremoni på Søværnets Sergent- og Grundskole. Alle deltagere, officials og arrangører var samlet på paradepladsen, hvor både generalløjtnant K.E. Andersen, chefen for Uddannelsesafdelingen ved Forsvarets Center for Idræt og kommandørkaptajn Dan Rasmussen, fungerende chef for Søværnets Sergent- og Grundskole holdt tale og opfordrede alle til at holde sig til mottoet: ”Venskab gennem sport”.

Femkæmperne gennemfører første konkurrence tirsdag d. 8 juni. Disciplinerne i femkamp er forhindringsbane, livredning, finnesvømning, amfibieløb og sømandskab. De fleste discipliner gennemføres på Søværnets Sergent- og Grundskole.

Sejlerne gennemførte trimningssejlads søndag eftermiddag sydøst for Flådestation Frederikshavn, men har desværre måttet aflyse nogle af mandagens sejladser pga. manglende vind.

Bådene er forsynet med en GPS transceiver, så man kan følge sejladserne og de enkelte både live på TracTrac hjemmeside.  Her kan man også gense de tidligere gennemførte sejladser ved dette års nordiske mesterskaber.

Følg med i femkæmpernes og sejlernes konkurrencer på mesterskabernes hjemmeside.