[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Mange sejlere besøgte SOKs stand på bådmesserne i Fredericia og Bella Centret, der blev afviklet over de seneste fire weekender.

Mange af gæsterne på standen havde allerede meldt sig som havmiljøvogtere i SOKs STOP OLIEN kampagne. Alligevel meldte i alt 531 sejlere sig som nye havmiljøvogtere.

Birgitte Vagnholm fra Søværnets Operative Kommando siger:

”Vi er meget glade for, at der stadig er så stor interesse for STOP OLIEN kampagnen. Havmiljøvogterne er alle med til at holde øje med eventuel forurening med olie i danske farvande. Med de mange nye havmiljøvogtere var det samlede antal havmiljøvogtere oppe på 13.815, da bådmesserne sluttede, og siden er der kommet flere til”.

Interessen for at blive havmiljøvogter begrænser sig ikke kun til danske sejlere. Blandt de mange nytilmeldte var 17 svenske sejlere. Også flere tyske sejlere er havmiljøvogtere.

Læs mere om STOP OLIEN kampagnen