[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

En til to gange om ugen udfører mandskabet om bord på ABSALON havariøvelser, så de altid er klar, hvis det værste kunne ske. Nemlig brand om bord på skibet. Tirsdag aften var det igen tid til en øvelse og klokken 19:15 lød brandalarmen på skibet. Der var ild i et soverum, hvor en officer var faldet i søvn, og forhænget for køjen var blevet antændt af varmen fra sengelampen. Ilden bestod af to røde knæklys og en røgmaskine, som fyldte både kammer og gang med tyk, grå røg. Efter der blev slået alarm, mødte to røgdykkere op og fik den tilskadekomne officer ud og ydede førstehjælp, imens andre slukkede ilden. Saniteten og hendes elev kom til og fik den tilskadekomne på en båre.

Her efter gik turen til skibets hospital, hvor officeren blev anbragt.

 

I træningens ånd fik en elev lov til at lægge rigtig drop på den ”tilskadekomne”, som tog det ganske roligt, selvom han skulle stikkes i for alvor. Samtidig i den anden ende af skibet var der også blevet slået alarm. Skibet tog vand ind ved en af akslerne, som driver en af skruerne på ABSALON. Et hold fik hurtigt lokaliseret lækken, pumpet vandet væk og stoppet utætheden. En halv time efter den første alarm lød, var der igen ro på skibet, og de to havarihold kunne mødes til debriefing og lidt ros:

- Det var en tilfredsstillende øvelse, fordi de er en sammentømret flok, så al kommunikation flyder bare, og alle er dybt engageret. Folk var på, og de gjorde det fabelagtigt på hospitalet, siger teknisk officer på ABSALON, orlogskaptajn Henrik Lindstrøm.

Udover at evaluere står han for at arrangere og iscenesætte havariøvelserne på ABSALON med henblik på eventuel efteruddannelse og justering af organisation, så det hele kører optimalt:

- Øvelserne skal være realistiske, ellers er folk ikke så engageret. Det vil sige, at vi skal sminke ofrene, så de har synlige brandsår og skader, der skal være røgmaskiner, og hvis vi kan, så sørger vi for, at der er vand, som skal pumpes ud.

I forbindelse med denne øvelse, var det dog ikke muligt at have vand, hvor øvelsen foregik, så det måtte simuleres med skilte, der angav vandstanden.