[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

På kurset var der deltagere fra Holland, England, Tyskland, Finland og Danmark, herunder Mærsk Olie og Gas/Off Shore Traffic Control, som kontrollerer de civile helikoptere til og fra boreplatformene.

Kurset havde til formål at øve koordineringen af flere helikoptere til en katastrofe på havet, og kursisterne prøvede kræfter med fire forskellige katastrofescenarier i simulatorer på Søværnets Taktikskole. Simulatorerne fungerede som helikoptere eller skibe, herunder en færge i nød.  Senarierne var meget realistiske og gav deltagerne mulighed for efterfølgende at diskutere og lære af de erfaringer, de fik, mens scenarierne kørte.

Kurset er det andet af tre kurser i 2011. Det første fokuserede på scenarier i Skagerrak med stor deltagelse fra Norge, og i uge 41 afholdes det tredje kursus, som fokuserer på Kattegat. I dette kursus vil der være mange deltagere fra Sverige.

JRCC Danmark har siden 2010 samarbejdet med Sverige og Finland om udvikling af fælles procedurer for koordination af redningsindsatser med flere helikoptere. I samarbejdet er der blevet udarbejdet flere fælles procedurer, som siden er blevet forelagt og godkendt i IAMSAR -regi . Det vil sige det internationale samarbejde omkring de fælles maritime og aeronautiske procedurer for eftersøgning og redning.  ACO procedurerne er dermed gjort tilgængelige for hele verden.