[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

ESBERN SNARE har i to døgn været indsat i en større eftersøgning efter en redningsflåde tilhørende det kaprede skib BELUGA NOMINATION. I eftersøgningen var der også bidrag fra amerikanske og spanske overvågningsfly.

Eftersøgningen blev iværksat af NATO efter at det stod klart, at besætningsmedlemmer på BELUGA NOMINATION havde flygtet fra pirater i en redningsbåd.

I går eftermiddags lykkedes det ESBERN SNARE’s helikopter at finde redningsflåden midt i Det Indiske Ocean, 300 sømil fra Afrikas østkyst. Der blev affyret nødblus fra redningsflåden, da helikopteren blev set, og et dansk besætningsmedlem fra ESBERN SNARE kunne kort efter kravle ombord i redningsflåden til to meget lettede besætningsmedlemmer fra BELUGA.

De to reddede besætningsmedlemmer har det efter omstændighederne godt og forventes at blive ombord på ESBERN SNARE indtil næste planlagte havneophold.