[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Torsdag morgen klokken 08.39 fik Maritimt Overvågningscenter Syd (MOC-S) et opkald fra en fisker, der havde gjort et ubehageligt fund i et af sine net 5 sømil øst for Christiansø.

Den 12 meter lange kutter havde uheldigvis fået en 70 centimeter lang og 60 kilo tung gasbombe i nettet. Gasbomben er af tysk afstamning og stammer fra 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen dumpede store mængder tysk kemisk ammunition i farvandet omkring Østbornholm.

Efter de mange år er metallet korroderet, og i de fleste tilfælde vaskes det meste af gasen ud i vandet, men de såkaldte blistergasser, også kendt som sennepsgas, kan gå i en kemisk forbindelse og blive til en fast form, der omkranser en sprængladning – og det var sådan en, den uheldige fisker fik om bord på sin kutter torsdag morgen.

MOC-S sendte derfor straks minørerne af sted. Sammen med kutteren blev minør-enheden enig om at støde til ved nøddumpingspladsen ud for Nexø. Efter minørerne havde kontrolleret og fastslået, at der var tale om en tysk sennepsgasbombe af typen KC250, blev den efterfølgende nøddumpet på havbunden efter retningslinierne i havmiljølovens §58.

Fiskeren bestemmer selv
Når fiskere får kontakt med en gasbombe, er det helt op til dem selv, hvor og hvornår de vil dumpe bomben jævnfør havmiljølovens §58.

”Det er helt og aldeles fiskeren selv, der bestemmer, hvor han vil dumpe bomben. Det er jo heller ikke hensigtsmæssigt, at han skal sejle rundt med en bombe om bord på sin kutter i længere tid af gangen. Men når det er sagt, så har vi et særligt felt, hvor vi helst ser, at der nøddumpes,” forklarer minørholdsleder Jørgen Henriksen.

Når først bomben er endt på havets bund, lægger skibet til i en havn, hvor vindretningen vender ud mod vandet. Derefter kommer beredskabet ind i billedet og sørger for at rense skibet på alle områder, der har haft berøringsflade med bomben. En proces der kan tage alt fra to-tre timer og en hel dag.

Som regel går Fiskerikontrollen også med om bord på kutteren for at kontrollere, hvor meget af fisken, der skal smides over bord, og hvor meget der fortsat er brugbart. Det er desuden Fiskerikontrollen, der skal godkende kutteren, inden den igen kan sejle ud.