[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Torsdag den 17. november startede HVIDBJØRNENs deltagelse i FLOTEX SILVER. Øvelsen blev indledt med en ”Presail” konference i Bodø, Norge sammen med en stor del af de andre deltagende enheder fra bl.a. Norge og Holland.

Ud på aftenen den 18. november var det igen småt med orlogsskibe i Bodø, og HVIDBJØRNEN bevægede sig nordover mod Ofotfjorden omkring Narvik, hvor en bordingøvelse og nogle manøvreøvelser fandt sted sammen med den hollandske fregat HNLMS TROMP.

HVIDBJØRNENs bordinghold sejlede af sted mod den hollandske fregat i to gummibåde, og foretog en inspektion af både personel, last og skibspapirer. Imens lå HVIDBJØRNEN på kort afstand, klar på at beskytte eget personel, såfremt situationen skulle udvikle sig. Alt sammen selvfølgelig for øvelsens skyld.

Udbyttet af bordingøvelsen var stort, både for HVIDBJØRNENs bordinghold og resten af den involverede besætning, men også for Tromp og begge skibes kommunikationspersonale i øvelsens indledende fase.

Den efterfølgende dag lagde HVIDBJØRNEN sig for anker, vandfyldte bagbord ballasttanke for at skabe en krængning, og simulerede en grundstødning, som det norske kystvagtskib HNoMS ANDENES skulle sende besætningsmedlemmer over for at hjælpe med. Øvelsen var i høj grad for ANDENES' skyld, men HVIDBJØRNENs observatører tog noter både for tilbagemeldingens skyld, men også for sammenligning med egne rutiner i en sådan situation.


HVIDBJØRNEN sammen med den hollandske fregat HNLMS TROMP under under øvelse FLOTEX SILVER.

I skrivende stund deltager HVIDBJØRNEN i en force protection øvelse og yder beskyttelse mod indkommende luftangreb for to norske minerydningsfartøjer, der er i gang med at sikre allierede skibes sikre passage mod næste øvelse. Det er tåget, og sigten er dårlig, så HVIDBJØRNEN er afhængig af sine sensorer og sin veluddannede besætning for at spotte luftangreb i tide.

Navigationen om bord på HVIDBJØRNEN, mellem og under øvelserne, forestås i videst muligt omfang af tre kadetter fra Søværnets Officersskole, som er på deres navigationstogt. Den norske kyst kan med sine spredte øer og skær være udfordrende at besejle; en passende udfordring for kommende søofficerer.