[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Søværnets isbrydere ligger ikke længere på varsel, men selvom de heller ikke i år kom i aktion, betyder det ikke, at istjenesten har kunnet holde fri. I vinteren 2010 – 2011 blev der nemlig ydet assistance til skibsfarten i 194 tilfælde i alt.

De områder, hvor skibsfarten nød godt af istjenestens assistance, var i Limfjorden, Smålandsfarvandet, Isefjord samt farvandet ved Randers- og Mariager-fjorde. I Limfjorden modtog skibsfarten assistance fra bugserbåden STEVNS i i alt 97 tilfælde fra 1. december frem til 16. marts. I Smålandsfarvandet blev det til 38 assistancer, mens de øvrige assistancer blev ydet i farvandet uden for Randers- og Mariager-fjorde.

Foruden STEVNS beskæftigede istjenesten i løbet af vinteren yderligere syv bugserbåde i kortere eller længere perioder til assistance for skibsfarten.

Antallet af gange, istjenesten har ydet assistance til skibsfarten, er dog ikke et billede af den samlede indsats i de danske farvande. Flere havne har nemlig selv ydet assistance med egne ressourcer uden behov for hjælp fra istjenesten.