[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

I løbet af den forgangne uge har minerydningspersonel fra MCM Danmark trænet minerydningsoperationer i farvandet ud for Swinousje i Polen som en del af den store internationale NATO-øvelse BALTOPS 2011.

Og øvelsen, der løber frem til 18. juni, var udelukkende ment som træning for det nyligt oprettede MCM Danmark, der under BALTOPS 2011 opererer fra minerydningsfartøjet HAVKATTEN.

Udgangspunktet ændrede sig dog drastisk i løbet af pinsen. Her fandt den danske enheds undervandsrobot nemlig en gammel dybdebombe på bunden af farvandet nord for Swinousje.

Fundet sammen med øvelsesminer
Den gamle dybdebombe blev fundet i forbindelse med HAVKATTEN og MCM Danmarks undersøgelse af et simuleret minefelt bestående af tyske øvelsesminer.

Øvelsen var særligt succesfuld for den danske enhed, da det lykkedes at lave et såkaldt ”clean sweep”. Det danske personel fandt nemlig alle de udlagte øvelsesminer og altså også et eksemplar af den ægte vare.

Bomben blev sprængt
Efter samråd med Frømandskorpsets EOD-tjeneste og de polske myndigheder blev det besluttet at bortsprænge den gamle dybdebombe af hensyn til sikkerheden til søs.

Sprængningen af bomben var succesfuld, og Østersøen blev dermed, med hjælp fra dansk side, et stykke gammel ammunition fattigere.