[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Da Danmark d. 9. april 1940 blev besat af tyskerne blev mange tusinde danske søfolk berøvet muligheden for at vende hjem. I stedet valgte mere end 6000 af dem at melde sig til allieret tjeneste, og sejle forsyninger og materiel til brug i kampen mod Europas besættelsesmagt.

De danske krigssejlere, som de hurtigt blev kaldt, havde deres faste base i Newcastle i England. Herfra blev de fordelt på allierede skibe, hvor de igennem alle krigsårene tilbagelagde den ene farlige konvojrejse imellem Amerika og England efter den anden.

Strategisk placeret langs konvojruterne i Atlanterhavet lå de tyske ubåde på lur, og torpederede handelsskib efter handelsskib. Flere end 1000 danske krigssejlere blev ofre for de tyske angreb på forsyningslinjerne, og satte derved deres liv på spil for, at vi har kunnet vokse op i en fri verden.


TRITON på floden Tyne. Floden er for smal til at TRITON kan svaje rundt i Newcastle. Foto: TRITON .

Som årets sidste markering i forbindelse med Flådens 500-års jubilæum – og for at mindes de danske krigssejlere – aflagde inspektionsskibet TRITON i dagene op til nytår rutinebesøg i netop Newcastle Upon Tyne. Besøget blev planlagt af TRITON og Færøernes Kommando i et fint samarbejde imellem byen, Royal Navy og den Danske Kirke i Newcastle.


Generationerne mødes - den sidste nulevende krigssejler i Newcastle i samtale med en værnepligtig fra TRITON. Foto: TRITON.

Skibet blev budt velkommen på kajen af danskere i byen, hvoraf flere er efterkommere fra krigssejlerne. Efter at være blevet officielt modtaget på byens rådhus, var besætningen værter ved en reception til ære for byen og til minde om de danske krigssejlere.

Blandt de 54 prominente gæster var den sidste, nulevende krigssejler Poul Jørgensen, som hurtigt blev aftenens naturlige midtpunkt.

Der blev holdt taler og udvekslet livssynspunkter, alt imens gæsterne tog godt for sig af de lækre specialiteter, som kabyssens dygtige kokke og bageren havde fremtryllet.


Der nedlægges en krans ved mindesmærket i St. Nicholas Chatedral. Foto: TRITON.

Dagen efter deltog besætningen i en bevægende mindehøjtidelighed i Sct. Nicholas Katedral, der rummer et smukt mindesmærke for de danske krigssejlere.

Her talte sømandspræst Steen Tygesen om det at betale den dyrebareste pris for en vigtig sag, og om at yde en ekstra indsats i svære tider, som de danske krigssejlere gjorde det under krigen.

Herpå lagde besætningen en krans ved det unikke mindesmærke i katedralen, og mindedes i stilhed de modige danske krigssejleres indsats.


Kransen blev lagt ved mindesmærket  for de for de 1562 omkomne danske krigssejlere. Foto: TRITON.

Endnu inden de fleste englændere fik øjne efter nytårsaften, gled TRITON nytårsdag fra kajen og sejlede de små 8 sømil ud ad River Tyne for at returnere til patruljetjeneste i Nordatlanten omkring Færøerne.

Link til en kort videofilm på YouTube.