[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Chefen for Søværnets Officersskole, kommandør Christian Nørgaard, indledte sin velkomsttale med at fortælle lidt om søkadetters påklædning, og prisen for denne, da skolen var meget yngre.

I forbindelse med nytårskur den 5. januar og efterfølgende frokost på Søværnets Officersskole for pensionerede søofficerer, samler de pensionerede søofficerer pr. tradition ind til kadetter der har ydet en særlig indsats for skolen og/eller klassen i det forgangne år.

Chefen for Søværnets Officersskole uddelte to legatportioner til henholdsvis kadet Jens Møller Hansen, der har ydet et stort frivilligt arbejde i skoleregi, og kadet Jeff Krøgh Markussen, der i en tid med ekstra mange lektier har formået at hjælpe sine klassekammerater til at opnå et niveau, som har gjort at de har bestået nogle af de store eksaminer.

Et af de sidste tiltag i forbindelse med søværnets 500 års jubilæum sidste år, er udgivelsen af Søværnets Sangbog. Der er blevet arbejdet hårdt for at nå at få gjort sangbogen færdig inden skolens fødselsdag. Sangbogen er blevet trykt i 5.000 eksemplarer og blev leveret til skolen den 23. februar, således lå et eksemplar klar på stolen til alle der deltog ved skolens fødselsdag.

Alle ansatte i søværnet vil modtage et eksemplar af sangbogen, udsendt af Søværnets Operative Kommando - endvidere vil marineforeningerne samt marinehjemmeværnet hver modtage et antal sangbøger.

For at kaste ekstra glans over udgivelsen af Søværnets Sangbog deltog admiral Tim Sloth Jørgensen, pensioneret kontreadmiral Niels Mejdal med flere i festlighederne. Søværnets Tamburkorps stod for underholdningen og musicerede i ca. en halv time og sørgede blandt andet for at den nye sangbog blev behørigt indviet – således sang alle, efter et lynkursus i fællessang ved dirigentens foranstaltning, med på bl.a. "Som en rejselysten flåde" og "Jutlandia".

Efter den musikalske underholdning blev der afholdt en kort reception hvor ankerdekorerede lagkager og varm chokolade udgjorde det kulinariske indslag.

Senere på dagen stod Kadetforeningen og Søecadetcompagniet for et arrangement for kadetter og ansatte ved officersskolen.

Tillykke til legatmodtagerne, og til Søværnets Officersskole – og til lykke til søværnet med den nye sangbog.