[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Ved en højtidelighed om bord på den amerikanske destroyer USS KIDD overdrog den pakistanske kontreadmiral Kaleem Shaukat kommandoen til flotilleadmiral Aage Buur Jensen. Ceremonien blev overværet af Chefen for CMF, viceadmiral Fox USN, adskillige admiraler, den pakistanske ambassadør i Bahrain og andre med relation til operationen.

USS KIDD har været flagskib for pakistanerne, som har haft kommandoen over CTF151 siden 27. september 2011. Flotilleadmiral Aage Buur Jensen vil føre sin kommando fra USS HALSEY, som er et søsterskib til USS KIDD.

Frem til april
Danmark vil lede CMF anti-pirateri flådestyrken frem til begyndelsen af april, hvor en thailandsk stab vil overtage kommandoen. I den dansk ledede stab deltager seks danske medlemmer foruden personel fra USA, Thailand, Italien, Saudi Arabien, Jordan og Holland.

Stabens opgave bliver at lede de enheder, der indgår i CTF151 samt at koordinere med NATO og EU’s flådestyrker, foruden andre enheder. Flådestyrkerne overvåger og beskytter i fællesskab det enorme havområde, der strækker sig fra Aden Bugten til havet ud for Somalias kyst.

Langt sigte

CMF er den eneste organisation, som er forankret i regionen, og hvor mange nationer fra Mellemøsten og Asien deltager. CMF har derfor et langt sigte, fordi de militære operationer sættes i relation til regional kapacitetsopbygning, så regionen engang i fremtiden selv kan overtage ansvaret for den maritime sikkerhed.

Læs mere om CTF151 her