[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Sejladsen i farvandene ved Grønland er krævende for et skib. Vind, vejr og is slider hårdt på materiellet. Derfor vendte EJNAR MIKKELSEN i oktober 2011 tilbage til basehavnen i Danmark efter halvandet år ved Grønland. Det skete for at gennemgå rutinemæssig reparation og vedligeholdelse ved Karstensens Skibsværft i Skagen og på Flådestation Frederikshavn.

Hjemperioden sluttede med enhedsuddannelse og øvelse for at få besætningen op i gear igen, inden skibet sejlede den lange vej mod Grønland fra Flådestation Frederikshavn, den 15. marts 2012.

Ved ankomsten til Grønland blev EJNAR MIKKELSEN med det samme sat i gang med at arbejde. Turen gik straks nordover imod Diskobugten, hvor opgaven nu lyder på fiskeriinspektion og isbrydning, så forsyningerne kan komme frem til byerne. Vinteren ved Grønland har været hård, og der er stadig meget is i fjordsystemerne.  

Det virker dog som om, at EJNAR MIKKELSEN kom med foråret, da temperaturen siden ankomst til Grønland er steget meget, og isen er så småt begyndt at smelte.

Fem måneders opgradering
Mens EJNAR MIKKELSEN var under behandling, var der tid til, at besætningen kunne afvikle noget frihed, men også gennemføre masser af uddannelse i form af faglige kurser. De fleste besætningsmedlemmer har desuden støttet 1. Eskadre med at deltage i sejlads på andre af deres skibe, og enkelte har sågar gjort tjeneste på skibe i 2. Eskadre i hjemperioden.

Desuden indgik en stor del af EJNAR MIKKELSENs besætning i det hjemlige isbryderberedskab. Sidst men ikke mindst har der været fokus på at få flest mulige af besætningsmedlemmer igennem en kortere sejlads med miljøskibene. Det sker, for at besætningen kan lære om forureningsbekæmpelse til søs, hvis der skulle blive behov for dette ved Grønland.  

På EJNAR MIKKELSEN glæder besætningen sig over at være tilbage i de vante omgivelser ved Grønland, hvor befolkningen kender dem og ved, at de gør en forskel.