[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Jeg er glad for, at vi nu har fået en overordnet afklaring af fremtiden for Forsvaret. Det betyder, at vi forhåbentlig vil kunne mane en del af den usikkerhed, som mange af jer har haft, til jorden. Og vi kan tage fat på at gennemføre de omstillinger, som er en del af forliget. Forhåbentlig vil vi også inden for en overskuelig tid kunne konkretisere, hvor og hvornår forandringerne kommer til at ske.

Efter at have læst forligsteksten, konstaterer jeg, at der selvfølgelig er gode ting, men at en reduktion på 15 procent også betyder, at det kommer til at gøre ondt nogle steder.

På positivsiden, glæder jeg mig særligt over de ni maritime helikoptere, og at vi får mere personel på fregatterne og støtteskibene. Desuden bliver anskaffelsen af den tredje enhed af KNUD-klassen fremrykket til 2014. Hertil kommer en række mindre materielanskaffelser.

Udfordringerne bliver, at de maritime overvågningscentre bliver nedlagt, officersskolerne bliver samlet organisatorisk, og Søværnets Sergent- og Grundskole bliver sammenlagt med Søværnets Specialskole. Frømandskorpset indgår med Jægerkorpset i en værnsfælles operationsstyrke kapacitet. Det er på nuværende tidspunkt ikke afgjort, om de to korps skal samles geografisk.

Desuden bliver værnenes MP-korps samlet, og dele af havmiljøopgaven bliver konkurrenceudsat. Endelig vil der på HR-området være en række ændringer, som kommer til at berøre os alle. Eksempelvis bliver tjenestemandsansættelsen fremadrettet afskaffet, og officersuddannelserne ændres. Dette med henblik på at øge fleksibilitetet i forhold til blandt andet løn-, ansættelses- og uddannelsesforhold. Herudover er der som bekendt igangsat en undersøgelse om en eventuel sammenlægning af de operative kommandoer.

Det nye forlig betyder, at nogle af jer må skifte til nyt tjenestested og nye ansvarsområder. Og vi må se i øjnene, at vi også kommer til at afskedige medarbejdere i Forsvaret. Derfor bliver den kommende tid både vanskelig og udfordrende.

Når det er sagt, synes jeg, at det er glædeligt, at vores operative enheder bevares, og vores evne til at løse både vores nationale og internationale opgaver styrkes.

Link til forligsteksten