[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

”Pas på! Isbjørn!”, råber EJMI’s næstkommanderende Morten Dastrup.
Syv besætningsmedlemmer fra EJNAR MIKKELSEN er dårligt nok vadet i land fra gummibåden, før råbet får alle til at stoppe op på stedet. 


Isbjørnen ved den gamle norske fangststation Myggbukta (Foto: Naja Mikkelsen)

Allerede under indsejlingen til den gamle norske fangststation Myggbukta ved  Kejser Franz Joseph Fjord blev en flok moskusokser spottet på fjeldsiden, og første mand var allerede nået et par hundrede meter op mod fjeldet for at tage billeder af de store dyr. Men da bamsen dukker op 500 meter forude får moskusokserne lov til at være moskusokser i fred.

Besætning og isbjørn i samme ærinde
Gummibådsfører Jim Poulsen  sidder stadig bag styrepulten i gummibåden med påhængsmotorerne kørende, mens der er rådslagning på stranden. Egentlig skulle besætningen ind til fangststationen for at kontrollere, om alt var i orden. Isbjørnen var tilsyneladende ude i samme ærinde. Timingen var heldig - var besætningen ankommet ti minutter tidligere, havde mødet med isbjørnen været på klods hold.

Kløpind
Endnu er det tydeligt, at isbjørnen ikke har set de orange overlevelsesdragter og gummibåden. I et mageligt tempo gnubber den sig op ad stationens flagstang, inden den flere gange cirkler rundt om huset. Den kan sikkert lugte Siriuspatruljens depot inde i huset, som EJNAR MIKKELSEN har været med til at lægge ud nogle dage  tidligere.

Depoterne er lagt ud til vinterens slæderejser. Vinduer og døre i den gamle fangststation får et dask med labberne, men huset står solidt og bamsen vender tilbage til flagstangen og bruger den som kløpind.

Da isbjørnen ikke har til sinds at forsvinde, beslutter besætningen på stranden at gøre det i stedet. Alle mand om bord i gummibåden. Turen væk bringer besætningen ind i vinden, og isbjørnen får pludselig fært af mennesker og stopper op.

Bamsen beslutter sig for at fordufte – besætningen gør det samme, og mens gummibåden sejler tilbage til EJNAR MIKKELSEN, benytter isbjørnen chancen til at snige sig tilbage til fangststationen. 
Hvalrosser i sigte

EJNAR MIKKELSEN letter anker og fortsætter syd på. Efter blot en halv times sejlads bliver der igen spottet arktisk storvildt. Denne gang er det to hvalrosser, der gasser den på en isflage ret forude. EJNAR MIKKELSENs kurs går gennem det bælte af isskosser, hvor de to kolosser har slået sig ned. I stille tempo sniger EJMI sig gennem isen. De to hvalrosser truer lidt med stødtænderne, da isen under dem gynger en anelse, men også her kan dyr og mennesker skilles uden yderligere ballade.


To hvalrosser på en isskosse ud for Myggbukta (Foto: Jan Hyldgaard Olsen)

Nu mangler besætningen bare at give Siriuspatruljen melding om, at der er set isbjørn ved depotet. Næste gang de eller EJNAR MIKKELSEN igen er forbi Myggbukta, skal de kontrollere, om isbjørnen havde haft succes med at bryde ind til Siriuspatruljens vinterforråd.