[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

En mand i sort tørdragt og højrød redningsvest holder med kun én hånd fast i helikopterdækkets hegn på støtteskibet ESBERN SNARE. Så giver han slip og lader sig falde ned i skibets brede kølvand.

Bare ti sekunder senere er han næsten forsvundet af syne.  

Se video fra mand over bord-øvelsen på ESBERN SNARE her. Ved 00:36 kan man høre alarmen over skibets prajeanlæg.




Fra nul til gummibåd på to minutter
 
Få sekunder efter, at alarm og instrukser har lydt over skibets prajeanlæg dukker det første besætningsmedlem op på sidedækket, hvor gummibåden befinder sig. Dæksgasterne spænder den løs og ved hjælp af kranen kan den køres ud over skibssiden.

Imens krænger gummibådens besætning overlevelsesdragter og redningsveste på. Tre mand og en dykker er klar til afgang.

Gummibåden skal være sat i vandet på maksimalt to minutter. Og det bliver den.





Redningsrutinen skal sidde på rygraden

Bjærgning af nødstedte skal gå hurtigt og alle de involverede skal kunne deres rutiner på rygraden. Derfor er det vigtigt, at redningsmandskabet jævnligt træner proceduren. Den aktuelle øvelse på ESBERN SNAREs gøres virkelighedsnær for mandskabet. Både ved, at øvelsen er uvarslet, og ved, at det er en rigtig person, der bjærges.



Øvelsen forløb perfekt, og ”mand over bord” kom hurtigt om bord igen.