[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Vinden blæser aldrig den rigtige vej for den sømand, som ikke ved, hvor han vil hen. Det gamle ordsprog gælder ikke alene for sømænd. Det gør sig også gældende for politikere. Derfor steg seks folketingsmedlemmer tirsdag d. 12. juni om bord på Inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN i Kangerlussuaq i Grønland.

Man kunne foranlediges til at udbryde, at det heldigvis ikke var i rollen som besætningsmedlemmer med ansvar. Men derimod som orienteringsrejsende i et interessant program med besøg på forskerstationerne på indlandsisen, besøg i børnehaver, plejehjem, affaldssorteringsanlæg, sygehuse, hos politiet og hos en række grønlandske borgmestre, byrådsmedlemmer og embedsfolk. Med Inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN som base og besøg i lige fra Sisimiut, Ilulissat, Aasiaat, Uummannaq, Qeqertarsuaq, Maniitsoq og til Nuuk kræves præcision og disciplin.
 

 
 Politikerne med noget af besætningen fra KNUD RASMUSSEN

Det er ingen hemmelighed, at vi folketingspolitikere træffer mange beslutninger på Christiansborg. Også mange beslutninger, der har konsekvenser for SOK, søværnets personel og det øvrige forsvar. Derfor er det også afgørende, at disse beslutninger træffes på et så stærkt vidensgrundlag som muligt. Derfor danner turen også en unik ramme for at skærpe vores forståelse for ikke bare SOK udfordringer, men også de luner som arbejdet i Arktis byder på.

Det er intet mindre end en fornøjelse at opleve, at det trods besætningens solide fokus på faglighed alligevel er muligt at have overskud til at have en flok politikere som passagerer. Og en fornøjelse at møde en besætning, der formår at opretholde både overskud, humor og tolerance trods utallige spørgsmål, dårlig beklædning under skafningen og en ustyrlig trang til hvalsyn. Det vidner om professionalismen i SOK.

På vej mod Uummannaq gynger inspektionsfartøjet Knud Rasmussen kun lidt. De veltilberedte fiskedeller ligger godt i maven. Besætningen svarer stadig både tålmodigt og ærligt på politikernes spørgsmål. Ingen af os politikere er i tvivl. Vi er midt i en af de oplevelser i livet, som aldrig vil blive glemt.

Som politikere har vi efterhånden vænnet os til et liv i modvind, medvind på cykelstierne opstår sjældent i begge retninger. Mens mandskabet har sat Knud Rasmussens kurs, må vi så kæmpe med den politiske. Endnu bedre klædt på, end da vi steg om bord.

Trine Bramsen (S), Jeppe Mikkelsen (RV), Jonas Dahl (SF), Stine Brix (EL), Jan Johansen (S), Thomas Danielsen (V)