[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Sensommerens store øvelse DANEX/NOCO 12 er slut, og det er blevet tid til at gøre status. I øvelsen deltog over 40 skibe fra 15 forskellige nationer. Danmark stillede blandt andet med Minerydning Danmark (MCM DNK) med inspektionsskibet THETIS som støtteplatform. DANEX/ NOCO 12 var den anden store øvelse, MCM DNK deltog i siden overgangen til det nye minerydningskoncept.

Under øvelsen var MCM DNK underlagt NATO's stående minerydningsstyrkes kommando. Formålet med øvelsen var at træne minerydning under kystnære forhold. Til dette formål var der derfor udlagt et antal øvelsesminer, som skulle findes. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var andre miner end øvelsesminerne at kigge efter. Allerede efter øvelsens første dag var den første mine fra 2. verdenskrig fundet.


Bundmine af typen UK Mk I-IV, som blev fundet på DANEX/NOCO 12.

MCM DNK fandt ti af de i alt 18 gamle krigsminer, som blev fundet i løbet af øvelsen. Otte af disse miner er allerede blevet bortsprængt til gavn for sikkerheden til søs. En stor del af de resterende ti miner ligger for tæt på undersøiske kabler og skal derfor først flyttes for at kunne blive bortsprængt. Denne opgave med flytning og bortsprængning vil MCM DNK påtage sig i samarbejde med Frømandskorpsets minører efter øvelsen.

Ud over fundet af de gamle miner fra 2. verdenskrig lavede MCM DNK også et såkaldt clean sweep, hvilket betyder, at alle udlagte øvelsesminer i MCM DNK's område blev fundet.


Minesprængning i Sejerø Bugt.