[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

CTF151 ansvarsområde dækker et havområde på størrelse med Vesteuropa. Med relativ få skibe til rådighed i de tre flådestyrker fra henholdsvis EU, NATO og så CTF 151 er logistik helt afgørende.

De fleste flådeenheder kan genforsyne brændstof, til skib og helikopter, men skal oftest anløbe havn for at få genforsynet proviant , reservedele med videre. I området ud for Afrikas Horn medfører dette, at enhederne skal anløbe havn med regelmæssige mellemrum og dermed  kan være væk fra operationsområdet i flere dage.

I den amerikanske flåde er alting større. Det gælder også på logistikområdet, hvor USS HALSEY fredag skulle genforsynes fra forsyningsskibet USNS PECOS. Ud over en optankning af HALSEY var der planlagt en genforsyning med Heavy Jackstay, som ret beset ligner en svævebane mellem forsyningsskibet og modtageren.

Medens man så tankede til agterskibet, blev lidt under 60 paller forsyninger kørt over med ”svævebanen”. HALSEY afleverede samtidigt en masse affald den modsatte vej, som PECOS efterfølgende kan aflevere i land til miljømæssig behandling.

Der planlægges generelt i den amerikanske flåde at gennemføre genforsyning af proviant hver anden uge, hvilket betyder, at man kan forblive i operationsområdet kontinuerligt. Planen er for nærværende, at  HALSEY med CTF151 stab skal tilbringe ca. 90 døgn på havet med et enkelt anløb efter ca. 60 dage.