[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Der blev ved ceremonien uddelt en Gerners Medalje til premierløjtnant Thomas Lund Madsen der med sit fornemme gennemsnit på 11,33 var langt over hvad der kræves (10,2 efter 12-skalaen). Medaljen uddeles til den studerende, både operativ og teknisk linie, der har opnået den bedste teorikarakter.

I sin tale til de nyudnævnte sagde chefen for Søværnets Officersskole, kommandør Peter Stehr: "På denne dag den 5. juli for 22 år siden, i 1990, udgik fregatterne Herluf Trolle og Peder Skram af flådens tal. Det markerede samtidig et farvel til mere end 100 år med fregatter i søværnet – for en tid. I dag har vi den fantastiske glæde igen at have fregatter i søværnet, fregatter der er og bliver nogle af de mest avancerede skibe i verden, når de om nogle år bliver fuldt operative.

I maj sidste år blev vores anden nye fregat navngivet PETER WILLEMOES af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Jeres årgang bærer netop klassenavnet WILLEMOES – opkaldt efter den unge søhelt. Så der er netop en klar forbindelse med dagen i dag, fregatter, WILLEMOES, jeres klassenavn og jeres udnævnelse .

Med den uddannelse i har fået her og det potentiale i har iboende skulle i meget gerne stå forholdsvis godt til at kunne takle de nye udfordringer. En søofficer skal have både intellektuel, faglig og fysisk overskud til at kunne fungere i en stadig mere kompleks og udfordrende verden – det mener jeg helt bestemt at i har".

På vegne af chefen for Søværnets Operative Kommando talte stabschefen for Søværnets Operative Kommando, flotilleadmiral Jan Leisborch til de nyudnævnte premierløjtnanter. Stabschefen fremhævede i sin tale at "dagen i dag er en stor dag – en festdag" og sagde endvidere at "nutidens premierløjtnanter er bedre forberedt end tidligere tiders ditto. De nye premierløjtnanter skal nu ud og videreføre, forandre og udvikle søværnet. Det militære håndværk er under huden, nu skal i udvikle jer til endnu bedre ledere". Stabschefen sagde afslutningsvis "Flåden er klar til jer, klar til at operere overalt på jordkloden - de nye fregatter er på eliteniveau". God vind fremover.

Til sidst talte nyudnævnte premierløjtnant Snorre Gudnason og han sagde bl.a. i sin tale: "Vi er stolte i dag – det har været fem fantastiske år, men også fem hårde år. Vi har haft det godt, men det har ikke været nogen dans på roser – vi har måtte give afkald på meget derhjemme, så stor tak til de pårørende. Vi er yderst motiverede for at komme ud og gøre tjeneste nu og føler vi har en god ballast for at kunne løse de navigatoriske og ledelsesmæssige opgaver". Snorre Gudnason sluttede af med at citere Ben Parker: "With great powers, comes great responsibility".

Tillykke til de nyudnævnte premierløjtnanter, og til søværnet.

De nyudnævnte premierløjtnanter har fredag den 6. juli været om bord på Kongeskibet Dannebrog, hvor de blev fremstillet for Hendes Majestæt Dronningen og takkede for udnævnelsen.