Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Bulkcarrieren FU SHAN HAI (FSH) sank den 31. maj 2003 efter sammenstød med det cypriotiske containerskib GDYNIA. FSH ligger på en position ca. 2,5 sømil nordnordvest af Hammerodde på Bornholm på ca. 60 meters dybde. Skibet har en slagside til styrbord på ca. 10-15 grader.
FU SHAN HAI da den sank
Da FSH sank, var der cirka 1680 tons brændselsolie, 110 tons diesel olie og 35 tons smøreolie i tankene. Meget af denne olie blev efter forliset bjærget, men på grund af skibets hovedlast af gødning i lastrummene, kunne der ikke opnås adgang til at tømme bunkringstankene under lastrum 3, en bundtank under lastrum 7 samt forepeaktanken.
Det blev anslået, at der var ca. 249 m3 olie tilbage i disse tanke. Bjærgning af olie fra vraget var i 2003 et anliggende for FSH forsikringsselskab.
SOK har efterfølgende holdt øje med overfladen over skibet, og på baggrund af meldinger om en mulig forurening fra FSH i maj 2010 fra fiskere i området, iværksatte SOK den 14. maj 2010 en dykkerundersøgelse af skibet. Undervandsoptagelser fra dykkerundersøgelsen viste, at lastrum 3 og 7 var tomme. Om end der kunne konstateres en oliefilm på overfladen, kunne der ikke konstateres tegn på, at der var udslip af mineralsk olie fra vraget.
I perioden fra FSH sank i 2003 til dykkerundersøgelsen i 2010 er det konstateret, at skibet har ”arbejdet” på og i havbunden, idet slagsiden er tiltaget og de luger, der var faldet ned i lasterne har skiftet position. Dette antages med stor sandsynlighed at have medført større eller mindre spændinger i skroget.
Sådanne eventuelle spændinger kan være årsag til, skroget deformerer yderligere og i værste fald, at der opstår lækager med olieudslip til følge. Det er ikke muligt at estimere, hvornår påvirkninger af skroget vil medføre lækager – det kan ske umiddelbart, men der er også eksempler på, at vrag kan ligge i adskillige år på havbunden, uden der sker udslip.
FU SHAN HAI sejlede med en last på 66.000 tons gødning, som nu er opløst i havet.
I henhold til diverse rapporter, undersøgelser og beregninger antager SOK, at følgende omtrentlige oliemængder fortsat kan befinde sig i vraget af FSH:
92 kubikmeter i en bundtank under lastrum 7.
127 kubikmeter i bunkringstanke ved lastrum 3.
30 kubikmeter smøreolie i forepeaktanken.
Det er blevet indgået kontrakt med JD Contractor A/S om bjærgning af den resterende olie fra vraget af FU SHAN HAI, samt skabe vished for, om dele af olien i vraget - fx på grund af konsistens - eventuelt ikke længere udgør en truende fare for omfattende forurening. Det forventes, at hydraulik- og smøreolie samt dele af bunkringsolien stadig er flydende/pumpbar og derfor kan fjernes. Heavy fuel i intakte tanke har muligvis antaget en konsistens, der medfører, at denne olie ikke længere udgør en truende fare for havmiljøet.
Entreprisen med bjærgningen af den resterende olie fra FU SHAN HAI påbegyndes i juli 2013, hvor JD Contractor A/S vil forberede operationen. Den egentlige bjærgning forventes iværksat i begyndelsen af august.
Henvendelser angående bjærgningen kan rettes til den presseansvarlige ved Søværnets Operative Kommando på telefon 89433099.