[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Søværnets Frømandskorps, Søværnets Officersskole, Søværnets Specialskole, 2. Eskadre, Søværnets Operative Logistiske Støttecenter Korsør og Søværnets Taktiske Stab har i løbet af de sidste par dage alle haft et kort besøg af kontreadmiral Frank Trojahn som led i hans introduktion til sit nye embede som chef SOK.

"Jeg har været glad for at møde mange medarbejdere og har fået lejlighed til at tage temperaturen på søværnet lige nu. Ud over mange gode input og drøftelser med mine tjenestestedschefer har det været vigtigt for mig også at møde medarbejderne "på hjemmebane" og i den forbindelse redegøre for hovedelementerne i forliget," udtalte kontreadmiralen efter besøgene.

Chef SOK fremhævede under de mange besøg og møder bl.a. vigtigheden af, at søværnet skal kunne kæmpe, og man derfor ikke må glemme de traditionelle avancerede søkrigsdiscipliner i en tid, hvor megen af den operative fokus ligger på anti-pirateri operationerne  i Det Indiske Ocean.


Chef SOK holdt tale for de mange fremmødte på agterdækket af fregatten PETER WILLEMOES.