[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Tønderne med petroleum sejles ud til EJNAR MIKKELSEN med skibets gummibåd

I området nord for Qaanaaq tager de grønlandske fangere på jagt med hundeslæde om vinteren. Under jagten på moskusokser, rener og sæler, holder de hvil i hytter, der ligger spredt i området. For at fangerne kan holde varmen i hytterne har inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN hjulpet fangerne med fragte petroleum ud til hytterne i jagtreviret. 

Fortidens spor
For at hjælpe EJNAR MIKKELSEN sejlede den lokale fangerformand Mads-Ole Kristiansen med. Han kunne fortælle, hvordan den ene jagthytte var oprettet på en gammel boplads, der stadig rummede tydelige spor af jagt og fangst i form af knoglerester, teltringe og gravsætninger. Alt sammen tegn på, at jagten i området nok er værd at holde fast i.


Ved en af jagthytterne er der fundet spor af en gammel boplads

Placeringen af petroleumstønderne vil ifølge Mads-Ole Kristiansen kunne støtte fangerne i flere år fremover, når de driver jagt på nordsiden af Inglefield Land, der ligger en dags sejlads nord for Qaanaaq.   

Selve flytningen af tønderne foregik uden større vanskeligheder. Besætningen kunne trille de store 200-liters tønder ned til vandkanten og herfra sejle dem med fartøjets gummibåd ud til EJNAR MIKKELSEN, der lå for anker i nærheden.


Besætningen kunne rulle tønderne ud til EJNAR MIKKELSENs gummibåd

Fra vandet blev tønderne hejst om bord, inden de efter nogle timers sejlads blev sejlet i land. Da tønderne var i land, sejlede EJNAR MIKKELSEN igen sydover, mens besætningen nød det, der sandsynligvis var årets sidste vagt med midnatssol.