[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]




For anden gang på bare lidt over en uge reddede inspektionsskibet TRITON nødstedte fanget i den grønlandske is. Forrige uge hejste TRITONs helikopter tre mænd i sikkerhed, mens det i lørdags var en jolle og dens ældre fører, der var kommet i vanskeligheder.


Lokale måtte opgive
Inspektionsskibet TRITON modtog lørdag eftermiddag en melding fra Arktisk Kommando om en nødstedt jolle. En ældre mand var om morgenen sejlet ud fra byen Nanortalik. Uheldigvis blev mandens jolle fanget i storisen, og strøm og vind førte hastigt jollen mod åbent hav.

Andre mindre både fra Nanortalik havde forsøgt at komme manden til undsætning, men måtte opgive af frygt for at lide samme skæbne.


Helikoptermandskab så de orange bøjer
TRITON sendte sin helikopter i forvejen og sejlede selv mod området. Halvanden time efter første melding fra Arktisk Kommando nåede helikopteren frem, og herefter tog det kun helikopterens mandskab fire minutter at finde den ældre mands jolle.

Om bord i jollen var to orange bøjer, som tydeligt kunne ses fra luften. Ydermere havde manden selv – i et eksempel på fattet tænkning i en presset situation – monteret den ene bøje på en lille mast.

Den nødstedte var frisk og havde ikke brug for lægehjælp, så helikopteren fløj ham hjem til Nanortalik. En time senere landede helikopteren på TRITONs dæk og inspektionsskibet fortsatte sin patrulje.


Disse ting gør dig lettere at finde på havet:
  • Et stykke plast med en stærk farve
  • En vandtæt lygte til at signalere med om natten
  • Tøj i stærke farver